Lars Brodersen i Østrig 2019

 

 

Lars Brodersen, 22. juni 2020

Bjergtagende svæveflyvning i de østrigske bjerge d. 1. maj 2019

I 2010 arrangerede Frank Sandeløv den første AVIATOR-klubtur med svæveflyvning i de østrigske bjerge. Udgangspunktet blev flyvepladsen i Feldkirchen i Kärnten. Jeg deltog og blev grebet af bjergflyvningen. I 2011 tog jeg til Feldkirchen sammen med Nils de Vos, og i 2012 sammen med Johan Frey. Alle følgende år tog jeg af sted på egen hånd med første klubbens LS10 og siden min egen DG400 og byggede hvert år mere erfaring i bjergflyvning ovenpå den lærdom, Frank gav os i 2010. I 2015 skiftede jeg base til flyvepladsen i Nötsch, 50 syd for Feldkirchen, fordi Nötsch ligger i bjergene. I Nötsch er man lige direkte på med bjergflyvningen straks fra starten. Fra Feldkirchen skal man flyve et stykke vej for at komme til bjergene, og ofte bremses man fra Feldkirchen af et termik-dødt område, inden man når hen til bjergene.

Hvert år har der været fantastiske flyvninger, hver på sin måde. Vejret i alperne er omskifteligt, ingen dage er som den forudgående, og ofte uforudsigeligt i relation til svæveflyvning. Men grundlæggende svæveflyver man kun i bjerge, når svæveflyvevejret er meget godt. Man flyver næsten hele tiden tæt på jorden, fordi man søger opdrift langs bjergsider og over bjergkamme, ligesom man let kan blive fanget bag et vandskel, en bjergkæde, hvorfra det viser sig umuligt at komme op igen. På de gode dage i den del af Østrig, det nordvestlige Slovenien og det nordligste Italien kan man normalt på gode dage regne med termik til 2-3000 meter med stigeværdier på 3-5 m/s.

Den 1. maj 2019 oprandt så en af de helt særlige dage i bjerg-svæveflyvevejret, midt i en uge med regn og sne ned til dalbunden i 400 meter. Men den dag blev der i et lille område over Kärnten og de Julische Alper forudsagt ekstrem kraftig termik til knap 4000 meter (13.000 fod). Over resten af Østrig udbredt lav subsidensinversion og regnvejr ned i Slovenien og Italien. Termik-vinduet var forudsagt til mellem kl. 12 og 17.

I løbet af formiddagen stillede 15 svævefly op til flyslæb - med blot et slæbefly. Med min selvstartende DG400 kunne jeg efter samling trille forbi rækken af ventende svævefly og starte lige på det rigtige tidspunkt. Termikken var der straks fra start over Dreiländereck (Østrig - Slovenien - Italien). Op gik det bare overalt. Det var en dag, hvor jeg ikke skulle ud i nervepirrende søgning efter termik langs bjergsiderne. Cumulusserne lå fra starten med base i 3000 meter over selv de spidseste toppe. Direkte ind over de Julische Alpers flotte og spidse bjerge Triglav som højeste bjerg 2864 meter. Rundt om Triglav og vinke til bjergbestigerne. Derfra mod vest hen over bjergkammene i termik der bare løftede og løftede overalt. Vi var flere svævefly, der forsøgte at komme ind over Dolomitterne, men der løb vi ind i subsidensinversion uden nogen form for termik. Heller ikke mod nordvest mod Grossglockner var det muligt at flyve. Død luft. Vi vendte alle om ved Lienz, hvor variometeret til gengæld gik helt i top. Nålen stod bare helt stille i højre side langt over 5 m/s. Højdemåleren fungerede den dag bedre som variometer. En storslået oplevelse at komme opad med sådanne stigeværdier i samtlige bobler. Men også en kort fornøjelse i hver boble, for det gik så hurtigt opad, og pludselig var jeg oppe i skybasen i 3950 meter. Så fløj jeg tilbage til Slovenien og de Julische Alper og oplevede for første gang at sidde og kigge langt, langt ned på Triglav 1 km under mig. En anderledes oplevelse at flyve hen over alle de smukke, snedækkede bjerge, ligesom man flyver over landskabet i Danmark, uden hele tiden at være presset af en bjergside eller bjergkam. Og som forudsagt i dagens svæveflyveudsigt kollapsede termikken mellem 16 og 17, skyerne sank hastigt ned og termikken hørte op, så det var med at glide tilbage til Flugplatz Nötsch og se tilbage på en meget anderledes svæveflyvedag med eksplosionsagtig termik til sjældne højder i det smukke, smukke bjerglandskab.

Lars' video fra Østrig 2019

Lars har flere svæveflyvevideoer på hans egen side: larslyn.dk.