DM i svæveflyvning i 1951 på Vandel
Svend Westergaards film foregår under DM i svæveflyvning i 1951 på Vandel, hvor flyvevåbnet gratis havde stillet slæbemaskiner til rådighed.
Aviators køretøj er en Lincoln (tidlige direktionsbil på På Rørdal cementfabrik), som året efter ombygges til spil med en wiretromle fastmonteret på højre baghjul, wirestyr på højre forskærm, ingen wiresaks (såvidt jeg husker), ribbet indvendigt for alt bortset fra førersæde. Når differentialen var afbrudt og soltaget skubbet tilbage, kunne chauffør/spilfører sættemotoren i gear, rejse sig op og styre hastigheden af optrækket med håndgassen, der sad lige bag rattet.
Transportvognen var hjemmebygget af Aviator.
Kaj V Petersen (Kvap) og Svend Westergård er let genkendelige.
Bygningen der vises er Fodermestergården, stillet til rådighed af Flyvevåbnet. Den i Havdrup hjemmebyggede wirehenter (Mariehønen) ses også i klip. Bent Halling ses tydeligt med pibe i munden. Torben Kaj Nielsen (den ene tvilling) ses også i et klip sammen med andre.
Det ”brændende” udendørs lokum er en historie for sig, som jeg har fået fortalt af flere.
Biografmanden fra Havdrup (Eivind Nielsen) havde sin morgenrutine. Efter morgenmad tog han avisen under armen og
gik ud på et af de udendørs ”lokummer”.
I nattens mulm og mørke monterede "grimme mænd" (bl.a Torben Kaj Nielsen) en røgbombe i det lokumsskur, der var
nærmest Fodermestergården. Alle var indviet i den kommende begivenhed, og i god tid vandrede nogle ud og "optog"
alle andre lokumsskure, så kun det "armerede" skur var ledigt. Resten gemte sig i det høje græs bortset fra
Torben, der gemte sig ved det værelsesvindue, der var nærmest det "armerede" skur.
Alt gik som det skulle. Biografmanden spiste færdigt, tog avisen og satte sig ind på det "ledige" lokum.
Efter en passende tid trykkede Torben på tændingen, der med ledning var forbundet til røgbomben. Der gik lidt tid
og så begyndte røg at sive ud over døren. Pludselig begyndte Biografmanden at råbe: "Brand, brand" og så fløj døren
op og Eivind kom humpende ud med bukserne nede om hælene.
Alle de ”grimme” rejste sig op fra græsset, klappede og grinede.
Efterspil: Biografmanden fik lov at låne filmen af Svend Westergård, men da Svend fik filmen retur, var sekvensen
med Eivind's bare røv klippet væk!
Torben var ikke fyldt 16 den sommer.
Desværre var der et tragisk dobbelthavari, hvor to Grunau Babyer tæt ved Vandel flyveplads søgte termik i lav
højde, stødte sammen og begge svæveflyvere omkom.
Se på nettet under "DM vandel 1951".