Jeg kom til FSN AALB den 1. februar 1966 fra Jonstrup og kom på det såkaldte LN3 værksted, der var et elektronikværksted, der lavede det avancerede navigationsudstyr til F 104 ”Starfighter”
Hen på foråret kom kollegaen Kaj Fogh og spurgte, om der var nogle der var interesseret i at komme til at svæveflyve. Som søn fra en svæveflyverfamilie var der ingen tvivl. Jo tak!
Kaj påpegede stærkt, at det skulle være noget man ville også i længere tid. Det må jeg vel have opfyldt med 30 år som aktiv.
Det var Flyvevåbnet, som havde det som en fritidsaktivitet, og deltagelse var således gratis.
Vi startede med et introduktionskursus med noget basal flyveteori. Det blev afholdt om aftenen i O-afdelingen. Der blev primært undervist af Niels Seistrup, der var stationens svæveflyveofficer. Dette kursus skulle bestås med et tilfredsstillende resultat inden man kunne påbegynde den praktiske flyvning.
Dagen oprandt, hvor vi skulle ud og flyve første gang – det var en af de første dage i maj. Vi mødtes i hangar 67 og drog ud på flyvefeltet med spil og 2 fly på ”hunde” – det hele trukket af wirehenteren, en Dodge forstørret udgave af en ”jeep” stillet til rådighed af kørselstjenesten. Tage Hausager var dagens instruktør. Skoleflyet var 2G Z-921. Der var nogle af de nye elever der kiggede noget på dette apparat! Jeg var dog ikke uvant med synet af en åben skoleglider. Det ældste registrerede af mig og svæveflyvning, er faktisk et billede af mig 1 år gammel siddende i en skoleglider fra Køge svæveflyveklub. Det var en SG 38, OY-60, senere registreret OY-BFX, stadig luftdygtig hos DaSK.
Der kom gang i flyvningen fra det store græsområde overfor lufthavnen og ud mod fjorden. Hausager skulle selvfølgelig starte turen med et rigtig voldsomt stall lige efter at wiren var sluppet! Det imponerede! Jeg havde fløjet i svævefly en enkelt gang før i Havdrup i deres Specht OY-VEX.
Vi fløj i 2G et stykke tid. Det skyldtes, at det normale skolefly POLYT III havde lidt et havari i forbindelse med en start først på foråret, så den skulle repareres, hvilket skete på hovedværkstedet. Det skulle vi som svæveflyvere ikke bekymre os om.
Ud over 2G, havde vi følgende fly til rådighed:
- Baby, Z-945
- K8, Z-968 – senere OY-XFG
- K8 Z-973 senere OY-XFL
- K6 Z 964 senere OY-XFN
- POLYT III Z-931 senere OY-XFA
De øvrige flyvestationer havde K7 som skolefly, men vi måtte ”nøjes” med POLYT III, fordi vi også havde K6.
Der blev føjet skoleflyvning nogle aftener om ugen. Vi fløj også somme tider i weekenden, såfremt der kunne samles deltagere nok – hvilket kunne være et problem.
Jeg erindrer følgende instruktører:
Knud Johanson, Tage Hausager, Sylvest, Niels Seistrup, Kaj Fogh, Leif Fuglsang og Hans Andersen.
Efter at have skolet nogen tid på 2G (jeg havde ca. 30 starter) kom Polyt III tilbage til driften igen, og al skoling foregik nu på den. Senere gik jeg så solo på den også. Inden man gik solo skulle der som vanligt en helbredsundersøgelse til. Den foregik på infirmeriet og var gratis.
Vores baby led en krank skæbne under en omskolingsstart. Der var nøje instrueret i at passe på med kavalerstart og hvad der ellers kunne være. Jens Larsen gjorde klar og der blev halet tot. Jens kommer lige i luften, hvorefter trækket fra spillet svækkes. Jens sænker næsen for at holde fart, og så kommer trækket fra spillet igen med fuld knald. Resultatet er, at Jens bliver trukket lige i jorden. Næsen borede sig et stykke ned i græsset, Jens sad med fødderne på pedalerne men ude af bunden på flyet, instrumentbrættet havde han i skødet, halen pegede op i himlen og begge vingetipper var røget frem og stod på jorden. Vingebefæstigelsen i tårnet var revet i stykker. Et kosteligt syn.
Flyet blev ikke genopbygget, men solgt. Det er i dag ejet af DaSK og er delvis genopbygget.
Jeg fik så aldrig fløjet baby.
Så blev jeg i stedet straks omskolet på K8 – og det var da et herligt fly at flyve i. Og det vedblev det i grunden med at være.
Der gik nogle rygter om, at man ville nedlægge svæveflyvningen som fritidsaktivitet i flyvevåbnet. En avis (vist nok Ekstra Bladet) havde fået ondt af, at der i søværnet var fine sejlbåde til de ansattes fritid og heste til nogle af hærens ansatte. Og selvfølgelig svævefly. UHA det kunne ikke passe at skatteyderne skulle betale dette. Vi gik jo og ventede spændt på, hvad dette ville medføre, og det kom så frem, at med udgangen af 1967, var det slut.
Hvor meget skatteyderne så sparede, er nok mere tvivlsomt. En del af dem, der svævefløj, kom senere på pilotskolen. Her var deres frafaldsprocent langt mindre end dem der ikke havde svævefløjet. Man sparede på den konto mere i ikke afbrudte pilotuddannelser end det kostede at drive den samlede svæveflyvning i flyvevåbnet.
I 1962 havde man blandt svæveflyverne på flyvestationen dannet en klub, for via denne at have tilknytning til den civile svæveflyvning. Denne klub havde fået navnet ”Aalborg Svæveflyveklub”. Dette navn blev senere ændret til ”Flyvestation Aalborg Svæveflyveklub” for at fastholde tilhørsforholdet til flyvestationen. Dette navn blev lidt senere igen ændret til ”Idrætsforeningen Flyvestation Aalborg Svæveflyveklub”. Denne tilknytning til idrætsforeningen gav os de sidste år på flyvestationen adgang til fortsat at låne wirehenter ved kørselstjenesten, ligesom den første tid på Aars kunne der lånes et ”rugbrød” til transport mellem flyvestationen og Aars.
Her slutter så den militære æra med udgangen af 1967 og herefter var klubben i princippet magen til alle andre svæveflyveklubber i Danmark.
Der blev udgivet et nyhedsblad med div oplysninger til dem der svævefløj. Det hed SVÆVE-N-YT – det sidste med henvisning til Aalborgs forkortelse EK-YT. Det var Klubbens sekretær, E. V. Pedersen der kreerede det. Leif Fuglsang har vist eksempler på dette skrift.
Ligeledes havde vi et flot klubmærke ti Flyvestation Aalborg Svæveflyveklub – forkortet FÅS med en lille Starfighter diskret puttet med ind i logo med henvisning til flytypen på Aalborg. Leif har ligeledes leveret et fint billede..
Dermed var festlighederne slut med Z- registrering på flyene – nu skulle der stå OY på dem.