Fusion Aviator og Aalborg Svæveflyveklub af Jørgen Lund Mogensen

 

 

17. april 1998.

Jeg fik en mail fra Steffen Lund, bestyrelsesmedlem i Aviator. Han havde snakket med et af Aalborg Svæveflyveklubs medlemmer på afslutningsfesten året forinden, om mulighederne for en sammenlægning af de to klubber. Aviators bestyrelse var herefter kommet så langt, at de var klar til at indgå et samarbejde - som han skrev - for at få klarlagt mulighederne. Jeg var lige blevet formand i Aalborg Svæveflyveklub, og blev ærlig talt noget overrasket over henvendelsen.

6. maj 1998.

Men der gik hurtigt nogen mails og telefoner frem og tilbage imellem bestyrelserne, og vi aftalte et fællesmøde imellem bestyrelserne til onsdag aften d. 6. maj 1998, i Aviators lokaler på Nørholmsvej i Aalborg. Indtil denne aften var ingen udenfor bestyrelserne informeret, men vi udsendte efter mødet nedenstående fælles information til opslagstavler i begge klubber.
Fællesinformation fra bestyrelser 6. maj 1998

Arbejdsgruppen.

Der blev altså nedsat en arbejdsgruppe, med medlemmer fra begge klubber. Vi var bevidste om at træde varsomt, der var også følelser forbundet med projektet hos medlemmer i begge de to gamle klubber. Vi havde lidt mødeaktivitet og nogen få fælles arrangementer resten af året, men uden at tingene rigtigt kom i skred. Jeg har nogen gamle mails, som også viser en vis kontakt i arbejdsgruppen i perioden. Noget konkret som skete var, at begge klubbers instruktører og bestyrelser godkendte nye aftaler i mellem klubberne, som betød, at alle medlemmerne kunne flyve i "den anden klubs" fly. Men vi gav os tid til samarbejdet, og mærkede efter hvad der skete. Det var dog åbenbart at klubberne matchede perfekt. Begge var velkonsoliderede, med nogenlunde lige mange penge på bogen (vi var ligeværdige) og nogenlunde samme kultur. Aalborg Svæveflyveklub havde mange elever, men kun få instruktører. Aviator havde ingen elever, men masser af instruktører.

Fælles flyvedag.

Vi må åbenbart have sendt beskrivelser af vore klubber til hinanden, jeg har i hvert fald denne beskrivelse af en flyvedag i Aalborg Svæveflyveklub (dateret 4. jan. 1999) liggende på harddisken.
Ref: En flyvedag

30. marts 1999.

Arbejdsgruppen havde møde igen. Resultatet af mødet, En flyvedag på EKVH, var en beskrivelse af en fælles flyvedag ...et forslag til hvordan sådan en aftale kunne se ud. Forslaget ville vi efterfølgende prøve at få accepteret på fællesmøder imellem de to klubber. Det var helt klart målet, at hvert eneste medlem skulle kende sin egen situation, FØR de fælles flyvedage kunne starte. Møderækken blev planlagt i denne rækkefølge...
1. Fælles bestyrelsesmøde
2. Fælles instruktørmøde
3. Et stort fælles medlemsmøde
Men vi må alligevel have snakket mere sammen i arbejdsgruppen, inden det fælles bestyrelsesmøde. For der var tilføjelser med rødt i det oplæg, Fælles Flyvedag, som vi præsenterede bestyrelserne for, på mødet d. 21. april 1999:

Alle de efterfølgende møder startede med, at vi klart sagde til mødedeltagerne, at ingenting er besluttet endnu... "Hvis dette møde slutter med, at een af klubberne er i tvivl (eller vi finder ud af det når vi kommer hjem), så vil formændene ringe sammen, og formentligt pause projektet hér". Ingen skulle føle sig løbet over ende.

21. april 1999.

Fælles bestyrelsesmøde. Begge bestyrelser bestod af "forholdsvis" nye klubmedlemmer, vi havde nemt ved at blive enige om aftaler. Der blev tilføjet nogen ændringer til oplægget Fælles Flyvedag. Resultatet ses i dette referat.

29. april 1999.

Fælles instruktørmøde. Vi var spændte, det var første gang i hele processen, at "seniorerne" i begge klubber skulle udtale sig. Men også her var der heldigvis stor vilje til at nå en aftale. Nye punkter blev også hér tilføjet planen, de er markeret med rødt i referatet fra mødet.

8. maj 1999.

Stort fælles medlemsmøde i Borup. Oplægget til dette møde kom altså til at se således ud: Fællesflyvning.
Det store møde (der var mange mennesker), og diskussionen blandt alle medlemmerne i Borup, tilføjede også nogle punkter til oplægget - de er markeret med rødt i referatet fra mødet.

Ekstraordinære generalforsamlinger.

I dagene efter det store møde i Borup opstod der alligevel lidt uro i rækkerne, nu strammede det til. Egentligt var det tanken, at vi umiddelbart efter skulle have startet fællesflyvning på EKVH. Men nu gjorde det ondt hos nogen af medlemmerne. Og det kan man sagtens forstå. Formændene snakkede sammen, og enedes om at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i begge klubber, for at konfirmere aftalen først. Det var godt vi gjorde det. Man kan næsten ikke forestille sig aftaler af større betydning for en klub, end at starte samflyvning / flytte flyveplads. Sådan en beslutning hører hjemme på en generalforsamling!

Referat fra den ekstraordinære generalforsamling i Aalborg Svæveflyveklub 29. maj 1999.

Fusion.

5. juni 1999 startede klubberne samflyvning på EKVH. Hangaren på Borup blev tømt og flyene fløjet til EKVH. Det administrative arbejde forsatte frem imod den endelige fusion af klubberne, som kom til at finde sted d. 1. april 2000.

Se også daværende Aalborg Svæveflyveklubs nyhedsside i perioden. Klik her